Kirsebærblomme hører hjemme i Lil­leasien og Kaukasus, hvor den har været i kultur meget længe. Her i landet har den været dyrket i mindst et par hundrede år som frugttræ, som prydtræ og som læplante. Kirsebærblomme kaldes ofte myroba­lan, og for at gøre forvirringen total kaldes den også ofte for »mirabel«; dette navn tilkommer imidlertid en anden blommegruppe, Prunus domesti­ca syriaca.

Kirsebærblomme danner en stærkt for­grenet busk eller et mindre træ med tynde, glatte grene. l løbet af et par år omdannes de ældre frugtgrene til spid­se torne. Barken er først grønlig, men bliver med alderen sortgrøn.

Bladene er spredtstillede, stilkede, 3-7 cm lange, elliptiske til ægformede med en frisk grøn farve. Bladranden er fint rundtakket.

Blomstringen falder lige inden løv­spring på korte frugtgrene på etårsgre­ne eller på ældre frugtgrene, som sid­der lyst. De hvide blomster er stilkede og sidder oftest enkeltvis; men der kan også være 2-3 sammen.

Frugten er en nærmest kuglerund sten­frugt; men der findes typer, hvor spid­sen ses, så frugten bliver hjerteformet. Som regel er der en flad fure fra stilkenden til blomsterenden af frug­ten. Farven er gul eller rødlig. Frugt­huden er på modne frugter dækket af en klar voks, som let gnides af. Frugt­kødet er saftigt, lidt trævlet, og smagen er sød, men sjældent stærk. Kødet slipper ikke stenen. Modningen falder i juli-august.

Kirsebærblomme trives normalt godt på al slags jord, bare den ikke er vandlidende eller sur. En god lermuld passer træet godt.

Anvendelse: Kirsebærblomme anven­des som frugttræ, som hækplant og som læplante .

Minimum 10 frø